Som udendørs byggemateriale er lufttørret egetræ ganske enkelt genialt! Det er smukt, stærkt, billigt og bæredygtigt. Der har en naturlig levetid der er helt i særklasse. Det er både fortidens og fremtidens byggemateriale.
Men lufttørret egetræ er også mere uensartet og lidt mere besværligt end standardvarerne i det lokale byggemarked. Derfor kan det kræve en introduktion og måske også lidt forventningsafklaring før materialets fulde potentiale kan udnyttes. Den kommer her.
Først roserne, så tornene og så lidt praktisk information
Lufttørret egetræ har fra naturens side en imponerende modstandsdygtighed mod råd og nedbrydning. Det skal ikke behandles med træbeskyttelse eller træolie for at opnå optimal levetid og det skal derfor heller ikke vedligeholdes. Det kan være svært at tro på, men med lufttørret eg kan man lave højbede der holder mere end 20 år og terrasser, facadebeklædning og hegn der holder 30, 40 eller måske 50 år. Lufttørret egetræ har været det foretrukne byggemateriale i mere end tusind år. Man finder stadig rester af egetræ når man udgraver vikingeborge eller bygninger fra middelalderen.
Lufttørret egetræ er dyrt i indkøb men billigt i drift. Indkøbsprisen er 3 – 4 gange så høj som trykimprægneret træ og knap dobbelt så høj som lærk eller Thermowood. Men levetiden er mindst den dobbelte, lufttørret egetræ skal ikke behandles eller vedligeholdes, og man skal kun bygge sine konstruktioner med den halve frekvens. Lufttørret egetræ derfor – i det lange løb – billigere end det trykimprægnerede, varmebehandlede eller malede alternativ.
Egetræ ældes smukt. Fra år 3 eller 4 opnår egetræet en charmerende eksklusivitet der tilfører bygninger, have, uderum eller fællesarealer herlighed og værdi. Dette står i modsætning til fx trykimprægneret træ der fra dag ét taber værdi. Gammelt egetræ ligner en million og det kan man nyde selv eller høste som gevinst hvis hus eller sommerhus skal sælges.
I det omfang der overhovedet findes et bæredygtigt byggemateriale, er lufttørret egetræ på listen. Træet har optaget Co2 mens det voksede og når svampe og biller langt om længe flytter ind bliver det til intet andet end muldjord. Træet forarbejdes så lidt som muligt (ingen trykimprægnering eller varmebehandling) og med eget savværk og maskinsnedkeri minimerer vi spild. Træet kommer fra Sverige, Polen, Litauen og Danmark og har ikke flere kilometer på samvittigheden end det træ man normalt finder i byggemarkederne. Næsten hele vores indkøb kommer fra FSC-certificerede skove og en del er overskud fra møbelindustrien.
Lufttørret egetræ er ganske enkelt et fantastisk naturmateriale med en unik grøn og bæredygtig profil.
Knaster, marvsprækker, spor efter borebiller osv.
Vi sælger konstruktionstræ og vi tillader derfor alle tænkelige ”naturligheder” og små spor fra sav og høvl. Disse ting har ingen betydning for den generelle levetid. Til gengæld er træet kernetræ og indeholder kun lidt eller ingen splint. Vi opfordrer til at man køber 10% mere end man skal bruge. Det giver erfaringsmæssigt en fleksibilitet og mulighed for sortering, som de fleste finder passende.
Lufttørret træ er mere organisk og levende end ovntørret træ. Det arbejder, det slår sig og nogle gange bliver det skævt. Når man køber egetræ fra BIOBYG vil der derfor også være stolper, reglar, lægter, brædder eller lister der er skæve. Men tricket er at man retter træet op når man bygger med det og selvfølgelig bruger sit træ så evt. skævheder er til mindst mulige gene.
Der er ingen grundt til at gå i panik når man ser et skævt stykke egetræ. Vi monterer selv nøjagtig de samme sorteringer som dem vi sender ud af huset og vi ved derfor hvad vi kræver af vores kunder. Og det er to ting:
En smule engagement og opmærksomhed i byggeprocessen, så kan skævheden rettes op og den grimmeste side vendes ind mod regnormene. Og glem millimeterpræcisionen til en anden dag. Lufttørret egetræ efterlader et smukt organisk indtryk men tæt på vil der næsten altid være lidt slør i konstruktionerne.
Og når træet er monteret, så bliver det siddende. Det trækker ikke skruerne ud eller forvrænger konstruktionerne. Der kan selvfølgelig være en enkelt lægte eller terrassebræt der stikker lidt af men det er undtagelser der bekræfter reglen.
Savskåret træ svinger på mål. Almindeligvis nogle millimeter og af og til mere. De høvlede dimensioner er rimeligt målfaste (+/- 1 mm). På de Biohøvlede dimensioner tillader vi områder der ikke er helt renhøvlede. Dette gøres for at begrænse materialeforbruget og spildet og fordi det ikke har betydning for det endelige resultat, – udover en lavere pris.
Egetræ har meget større styrke end man kender fra fyrretræ. Den store styrke kombineret med den meget langsomme nedbrydning gør at man kan designe sine konstruktioner lidt lettere – måske lidt mere elegant – end man plejer. Og selvom egetræ er et hårdttræ som fx Robinie eller IPE, så kan man helt problemfrit bruge almindeligt værktøj når man skal arbejde i det. Det er også relativt nemt at rette planker eller lægter op ved montage. Det er fx næsten umuligt hvis man arbejder i Robinie, som jo ellers har mange af de samme kvaliteter som lufttørret egetræ.
Egetræ til indvendig brug og egetræ til udendørs brug har intet med hinanden at gøre. Det er to helt forskellige produkter. Ovntørret egetræ har INGEN naturlig modstandskræft mod svamp og råd og lufttørret egetræ lever IKKE op til de krav man normalt stiller til indendørsbrug (formstabilitet, få knaster, ingen vindridser osv.). Medmindre andet er aftalt, sælger BIOBYG kun lufttørret egetræ beregnet som udendørs byggemateriale. Lufttørret egetræ kan også bruges i drivhuse eller orangerier – men det skal være uopvarmede rum.
Lufttørret egetræ er et mindre ensartet produkt end det man normalt køber i byggemarkederne. Man skal derfor påregne, at det tager lidt længere tid at bygge sine konstruktioner. Det giver af og til problemer når private har indkøbt materialet, men har fået et tilbud på opførsel fra en håndværker der har tager udgangspunkt i et almindeligt byggemarkedsprodukt. De fleste tømrer synes det er inspirerende og sjovt at få et ”rigtigt” stykke træ mellem hænderne. Men de synes ikke det er sjovt hvis de selv skal betale de 10 – 15% længere tid det tager at bygge med det.
Kun aktuelt i trælast. Når man køber stolper, lægter, lister osv. i længder af fx 240 cm så er dette et minimumsmål. Lægten er altså længere end 240 cm og ikke renskåret i enderne. Der kan være revner eller knaster i enden der i praksis gør nogle lægter ubrugelige i deres fulde længde. Man skal derfor købe ca 10% ekstra hvis man skal bruge alle sine lægter i den fulde længde. Det er der imod ikke nødvendig at have meget overmål på sine længder (som fx ved køb af lærk). Skal man bruge 235cm er det fint at købe længder på 240cm.
Undtagelsen er længder på 300 cm. Her tillader vi at de mangler op til 5 cm i længden.
Man skal altid bruge skruer i kvaliteten A4 rustfri/syrefast. Og der skal altid forbores. Hvis man ikke kan finde beslag i A4 kvalitet kan man bruge dem der er varmegalvaniseret. De billige elektrogalvaniserede beslag kan man ikke bruge – de kan ikke holde til garvesyren.
Det æstetiske udtryk der følger med lufttørret egetræ, er ikke ”pænt”, ensartet, uangribeligt, lige, stramt og knastfrit. Det er nærmere levende, smukt, charmerende og naturligt. Det er et udtryk som de fleste finder attraktivt i forbindelse med ældre bygninger eller i områder hvor stemningen er lidt mere afslappet og naturen lidt tættere på (fx sommerhuse). Når det er sagt har vi solgt en del højbede, facadelister og terrassebrædder til brug omkring helt nybyggede typehuse. Her bruges det ”naturlige” udtryk sandsynligvis som modvægt til det ”stramme” nye byggeri.
Lufttørret egetræ ender ALTID med at have en sølvgrå farve. Men før det kan man opleve lidt af hvert. Der kan være brune skjolder, sorte striber, sorte pletter osv. og fælles for det hele er at det forsvinder. Først bliver træet ”gulligt” og så får det i løbet af nogle måneder (og år) den endelige sølvgrå farve.
Man kan ikke fastholde et lækkert egetræs-look med træolie – man forlænger bare den ”gullige” periode.
Man kan fremskynde fremkomsten af den endelige grå farve ved at bruge silikat-baseret træbeskyttelse. To almindelige mærker er: SiOO:X (rasende dyrt), Bollerup Jensen Træbehandling (rasende billigt).
Lufttørret egetræ har optimal levetid uden behandling med træbeskyttelse eller træolie. Hvis man ønsker at opfriske sit egetræ, anbefaler vi slibning med sandpapir korn 100 – 120.
Men egetræet tager heller ikke skade af at blive behandlet. Man kan opnå en del wauw-effekt fra naboer og familie hvis man giver sine konstruktioner farveløs hårdttræsolie når de er færdige. Ønsker man en anden farve end sølvgrå kan egetræet selvfølgelig males med træbeskyttelse, træolie eller maling.
Man kan fremskynde fremkomsten af den endelige grå farve ved at bruge silikat-baseret træbeskyttelse. To almindelige mærker er: SiOO:X (rasende dyrt), Bollerup Jensen Træbehandling (rasende billigt).
Når det regner, kan garvesyren fra egetræ give nogle gevaldig brune og sorte pletter på fliser. Dette forsvinder 100% igen af sig selv. Processen kan fremskyndes hvis pletterne behandles med en opløsning af brun sæbe i vand.